Fotografisk armlægning

Det er hvad det handler om, når man tager portræt fotos! Jeg var på kursus denne uge og det var sindssygt fedt og virkelig en oplevelse.

Når jeg tager billeder af folk på gaden (eller retter forsøger på det), så er det ret grænseoverskridende for mig at gå ind over fremmede folks private sfære, men når man tager portræt fotografier, så er man derimod i en situation, hvor begge parter gerne vil interagere om billedet. Og dermed føler jeg mig ikke invaderende. Smart.

Min foto underviser har sagt mange gange, at man skal skal være en, der ‘like people’ for at tage gode street og portræt foto, og jeg begyndte sgu’ at blive helt bekymret for, om jeg var blevet sær, i og med jeg synes det var så svært på gaden. Men nej! Og mit take er derfor, at det kan sammenlignes med at være en, der er dårlig til receptionener og small talk, men god på tomands hånd/i mindre grupper. Præcis som mig ☺️

Nåmen, man skal lægge arm med den, man fotograferer, for at det bliver godt og interessant. Det handler om at nedbryde den maske, vi alle har og finde frem til noget mere inderligt og ægte, som det nu er muligt at få frem. Og den process skal/vil man gennemgå med sin model (det hedder det uanset om det er ens profession eller ej!) og ‘kampen’ starter allerede, når man vælger sted, props, lys osv. Fascinerende og ikke nemt.

Jeg synes det var helt fantastisk at prøve at fotografere mine medkursister og min underviser og lege manuelt med kameraet, med lys og med hele opsætningen omkring. Jeg har ikke efterredigeret de her udover sort/hvid for nogle og lidt tilskæring for andre.

Her er fra den anden ‘øverunde’, af en medkursist, Donia.

Og så videre til tredie øverunde og af en anden medkursist, Tony. Vi leger med virkelig skarpt spotlys fra oven i en kirke.

Og endelig til sidst, hvor vi stadig i kirken øver camera obscura (findes det kun på spansk?!), dvs hvor man har en enkelt (lille) lyskilde udefra og resten er mest i skygge/mørke. Af den utroligt pæne underviser.

Og her er så de (fotografisk) bedste af mig, som de andre tog, herunder en lille serie af mig, der ikke kan stå stille 🙄 Alle fotos af Donia, undtagen et af Tony Smith, der hvor jeg kigger op i skarpt lys.

Ialt har jeg vel taget 5-7 gode billeder på 2 timer! Man tager virkelig mange halvgode og endnu flere dårlige. Jeg har meldt mig til endnu en runde portrætfotografi, men næste gang er det i et studie, hvor man kan styre lys og setup på en helt anden måde. Og så glæder jeg mig til at øve mig på venner og veninder og første gang, når jeg får besøg af tre skønne damer imorgen og weekenden ud. Yay!

(Iøvrigt: hvis du modtager en mail med nye blog indlæg, så vises billederne rigtig dårligt i mailen. Derfor, tryk på linket og se billederne på selve bloggen)

Street = People

… fandt jeg ud af på et kursus i Street Photography. Det vil sige, hvis man vil være et god street fotograf, så handler det om at fange de mennesker, der er i byen og formidle deres historier.

Jeg troede, Street foto handlede om grafitti, gader, bygninger og store menneskemængder, men jeg blev klogere. Og det er som bekendt altid dejligt. Ræsonnementet, som min spanske underviser kom med var, at når man fotograferer landskaber og natur, så behøver man ikke mennesker for at få fantastiske billeder og historier. Naturen er helt som den skal være, selv uden mennesker i den, og fotos deraf er derfor også interessante og relevante. Modsat byen. Hvis der ikke er mennesker i den, så er det (med tiden) ikke en by mere. Så derfor, Street = People. Totalt smart tænkt, synes jeg. Og ja, en tom by kan være interessant på billeder, men så er det manglen på mennesker, der fortæller og gør historien interessant. Smart igen.

Men… det var ikke nok ‘bare’ at fotografere mange mennesker eller mennesker på afstand. Man skal helt tæt på for at det fungerer. Og nøj, det er svært. Jeg føler, jeg invaderer folks private sfære, når jeg smækker mit kamera op foran dem i ca 1-1,5 meters afstand, midt i et øjeblik, de muligvis ikke har lyst til at dele med mig. Der var en anden kursist, hun var vildt god til at komme tæt på, og det giver de fedeste billeder, så jeg skal virkelig øve mig mere. Man må nemlig ikke stå og gemme sig som en anden paparazzi (det er totalt faut pas, ifølge den spanske underviser), men derimod skal man være imødekommende overfor folk og helt naturlig, dér i ens søgen efter gode historier at (foto)formidle. Pyha, fandme ikke nemt, skulle jeg hilse og sige.

Her er mine bedste fra kurset plus et par jeg fangede senere. De er alle taget lige lidt (eller meget) for langt væk, så drengene på rulleskøjter er også på grænsen til at være uskarpe (men nok meget godt, jeg ikke lige stod i deres linje. Jeg var med sikkerhed blevet væltet haha)

(Iøvrigt: hvis du modtager en mail med nye blog indlæg, så vises billederne rigtig dårligt i mailen. Derfor, tryk på linket og se billederne på selve bloggen)

img_2408

img_2381

img_2389

img_2417

img_2414

img_2418

img_2420-1

img_2412

img_2429

img_2514

img_2491

img_2494-1

img_2499

img_2500

Om hvad tiden går med og om tiden, der går

En veninde spurgte mig for nyligt, hvad jeg egentlig bruger tiden på her i Paris. Og det er jo et rigtig godt spørgsmål.

Tid er som bekendt en relativ størrelse, så jeg synes både, at den er fløjet af sted de sidste uger og samtidig, så er det uendelig lang tid siden, jeg har været i Danmark. Jeg har nu været her i en trediedel af den planlagt tid, og det giver mig faktisk en følelse af at have lidt travlt, at jeg har så meget meget mere, jeg gerne vil hernede, og er der nu tid nok. So much to do, so little time, som man siger. Men der er jo aldrig nok tid til det, man er glad for. Det er også et udtryk for, at jeg er glad for at være her, rigtig glad, samt for at det har taget mig lidt længere tid, end jeg lige havde ventet med at falde til og begynde at være her som (quasi)indbygger og ikke som en på gennemfart.

Men tilbage til spørgsmålet om hvad jeg dog bruger tiden på. Ingenting. Alt muligt. Vanlige ting. Nye ting. Hrm… noget i den her dur:

Lang tid på alting. Et af formålene med mit orlov og tid i Paris var at tage den med ro og komme ned i gear. Og det betyder så, at jeg lader alting tage den tid, det nu tager. Og typisk noget længere tid end derhjemme i en normal, travl hverdag. Fx bruger jeg lang tid på at vågne og drikke kaffe (i sengen, elsker elsker elsker det!), på at gå og gå omveje (ditto), på at træne (nærmer mig et ditto), og også på dagligdags ting, der bare synes at tage lidt længere tid her, og som jeg er ok med tager tid. Jeg står gerne i kø til min yndlings yoghurt på det lokale (og iøvrigt berømte Enfants Rouges) marked, og jeg går i bageren efter baguette og til grønthandleren efter frugt og en sludder om hindbær og hårde pærer i stedet for at købe det hele i det lokale supermarked (som sådan set også er godt). Og så bruger jeg også en del tid på transport. Byen er stor og det tager tid fra A til B, uanset om man går eller er med Metro.

Lille hjælper. Jeg er begyndt at arbejde frivilligt/ulønnet en dag om ugen for en læge, jeg kender her i Paris. Hun (lægen altså) er pioner indenfor sit område, arbejder med patienter, der ellers ikke kunne få god hjælp på det her felt, og hun gør en kæmpe forskel for de mennesker, hun hjælper. Og jeg er fan af hende. Så det ville jeg rigtig gerne støtte og bidrage til. Jeg hjælper med små (kontor/akademiske) ting, og jeg er rigtig glad for det – dels fordi det giver mening på et større plan og dels fordi, det bidrager til en dagligdag og netværk for mig.

Kodak Moments. Eller rettere Kodak dage og uger, for jeg bruger rigtig meget tid på at fotografere. Dels på selve fotografiet, men også på at nørde i timevis bagefter med foto beskæring og komposition, og jeg er mere og mere glad for hele den verden. Tiden flyver, når jeg er ude med mit kamera, hvad en det er med specifikt foto formål eller jeg ‘bare’ slentrer og lader mig føre hen, hvor jeg nu synes der er spændende. Jeg vil gerne blive bedre og i virkeligheden mindre afhængig af efter-beskæring (eller måske bare mere tålmodig i fotoøjeblikket!) og har derfor taget et kursus og har meldt mig til ydereligere et.

Dejlige mennesker. Det er nok en overdrivelse at sige, at jeg har fået nære venner her, men jeg har fået nogle nye bekendte, og det er nogle virkelig fine, sjove, interessante mennesker og jeg nyder tiden med dem. Det er klart anderledes at skabe sig et netværk, når man ikke er fx. 18 år og studerende, der er ikke helt så mange åbenlyse muligheder for at møde nye mennesker. Men de er der, også takket være danske kontakter, og ellers er det om at sige ja mere end nej, og om at melde sig til alverdens komsammen’er, arrangementer, kurser. Her i Påsken var jeg til Påskefrokost hos en fransk bekendt med hendes familie, og jeg følte nærmest jeg var med i en fransk feel good film (hvis de overhovedet findes?!), a la som Julia Roberts oplevede fødselsdagsmiddagen for Hugh Grants lillesøster i Notting Hill. Under frokosten blev jeg oveni inviteret til familiens sommerboliger i Sydfrankrig og Bretagne, og jeg må i den grad revidere mit indtryk af, at franskmænd ikke er super åbne overfor andre. Intet mindre end fantastisk.

En på Opleveren. Jeg bruger rigtig meget tid på at opleve Paris på alle mulige måder. Dels som turist og ud at se de store og små ting, er er i byen men også på kurser, byvandringer, events og lignende. Gennem Expat grupper har jeg fx deltaget i en konference om ‘Fixing the Future’ (som iøvrigt var 80% spild af tid og penge, men forsøget værd. Men der var dog en interessant speaker om ‘Sex i 2075’ og jeg er nu vældig glad for, at jeg sandsynligvis ikke er der mere til den tid, holy crap, det bliver crazy!) og til Vinsmagning med en masse amerikanske damer. Og de næste uger skal jeg fx til Akvarel for Begyndere, Foto diskussionsklub og cocktails, og så (lidt bizart vil jeg gerne indrømme) skal jeg se film med andre spansk talende på den Peruvianske Film Festival i Paris (!! Skal nok blive festligt haha). Men jeg nyder at bruge tid på, hvad jeg nu lige har lyst til, på at udforske, hvad jeg synes er sjovt og lade oplevelse være oplevelse og nyde den for hvad den nu end er.

Ingenting. Og endeligt bruger jeg også tid på at lave absolut ingenting. Sidde på en cafe og bestille en kaffe til og en til og lade tankerne flyve, flyve videre, kigge på mennesker. Se 6 afsnit af Homeland i træk. Falde i staver. Igen. Få en lille lur, når jeg er træt efter at have travet byen tynd. Eller bare fordi at Homeland gjorde mig lidt træt. Og så en kaffe til. Aaah.

Og nu skal jeg faktisk have den tredie på min yndlingscafé i dag. Mmmmm💕

En uge med tegninger

Der er tegning fest i Paris i denne uge. Alt og alle, der er noget ved musikken indenfor den verden er her, og der er udstillinger, messe, events, møder, køb og salg og kontakter, auktioner og alt muligt andet omkring tegninger. Jeg er absolut ikke kender eller for den sagt skyld specielt interesseret (indtil nu), men allerede nu har jeg haft vildt gode oplevelser med netop tegninger og jeg er ved at få øjnene op for, hvor bredt ‘tegningsspektret’ er og hvad det kan.

Første oplevelse var da jeg i går hjalp til hos Bruun Rasmussen. De udstillede/havde eftersyn på en samling tegninger, der skal på auktion i København i maj. Samlingen hedder The Wolff Collection og består af ca. 2000 tegninger fra 1600-1900 tallet og et par hundrede af dem blev på fineste vis vist frem i kunstkvarteret Drouot. Min rolle var praktisk og med at byde de besøgende velkommen, men selvfølgeligt ikke (sjovt nok!) noget fagligt. Jeg fik i den grad øvet mit franske, herunder også tegnings-fransk (en hel særlig, utrolig lille niche, haha) og det var bare en dejlig event at være del af. Udover at være sammen med nogle rigtig søde mennesker, så var det bedste for mig at se hvor dedikerede, målrettede og passionerede, tegning kendere er. Med lup og med næsen heeelt ned i hver en detalje på de (special) tegninger, der lige netop havde deres interesse. Også på bagsiden af tegningen. Og dernæst var det fascinerende at se hvor lidt, der egentlig skal til, før en blyantstreg bliver til et detaljeret udtryk. Jaja, det ved alle sikkert, men jeg var novice 🙂

Her et lille bitte udpluk af de udstillede tegninger. Herren med brillerne minder mig om min far, uanfægtet at de ikke ligner hinanden spor. Han er malet af Johann Zoffany mens den yndige dame er Eckersberg.

 

Den lille café ved siden af udstillingslokalet kunne ses gennem kirsebærgrene i blomst.

 

 

Idag fik jeg så min anden dosis tegning på udstillingen Drawing Now med moderne tegninger. Det var intet mindre end fantastisk at se forskelligheden i, hvad man kan med blyant, farver, tusser, kul, og hvad der ellers tegnes med. Jeg var slet ikke bevidst om bredden. Jeg blev dog allermest begejstret for alle de sort/hvide tegninger og imponeret over, hvor meget man kan med kun to ‘farver’. Normalt er jeg til farver og festlige kombinationer i alle afskygninger, men enkelheden i farverne og at kunsterne alligevel kan skabe noget ‘farverigt’ med de to ‘farver’ blev jeg helt vild med.

Damen her er min favorit, malet af Aspasia Krystella (jeg overvejer om Apasia har været til numerolog), og hun består af en milliard små dots. Det originale er større, dette er blot en del af det.

img_2329

Her er andre sort/hvide favoritter samt et par af de farvestrålende, der alligevel sneg sig med.

 

Og så et par, hvor det var mønstret, der var i fokus.

 

Og endelig et udsnit af en skulptur med en million små streger.

img_2340

Tegningsfesten varer ugen ud og jeg tror jeg snupper endnu en udstilling senere. Og så har jeg endelig fundet en skole, der vil give begynder lektioner i – tra da – tegning, akvarel og sketching. Og keramik, for at det ikke er løgn 🙂

 

 

 

 

 

 

After the rain…

… everybody came out for an evening stroll, and I made mine around Centre George Pompidou. This Sunday, it rained all day and the streets were empty. I also spent the day indoor (in my apartment on the couch.. Perfect!) and did not go out until late afternoon when the rain stopped and the sun – and everybody else – came out.

There can almost be a sense of ‘rebirth’ or rejuvenation during the time after the rain has stopped. It’s fresh, it’s crisp even if it’s warm and every color seems to stand out stronger and more vibrantly. It’s as if everything has come back to life again. And on top of that, most people (maybe except for the Scots and Irish) are just happy to be able to be out without their umbrella.

The square around the Centre Pompidou is a favorite place. To me, the Centre Pompidou is so much an image on Paris that I’m happy just being around it, because then I know I’m in Paris. Talk about emotion by proxy, haha. Stravinsky’s fountain makes me smile and want to kiss (a slightly more obvious emotional proxy link!) and on Sunday early evening, the pavement around the fountain turned into a playground for a few of the neighborhood’s kids.

So for adults and kids alike, this is a lovely, positive place to hang out.

 

 

Den første uge: Blå døre, røde lamper og en yndlingsgade

Nu har jeg været i Paris – som indbygger – i lidt under en uge og det har været godt, dejligt, vildt og også lidt (meget) overvældende.

Min lejlighed er stadig perfekt, og den er nu indrettet (diverse rædsler og duftlys er fjernet), og jeg er helt på plads (efter indkøb af en del bøjler og et par gode kaffekrus) og jeg trives i den. Den ligger på den hyggeligste, labre gade, som er a la en kombi af Værnedamsvej i København og gaderne bag ACE Shoreditch hotellet i London, dvs gennemført hipster. Her er en mængde små luksus og special butikker og barer/resto’er – fx japanske tøj designere, kashmere trøjer lavet af (digter jeg:) blinde nonner i Peru, øko mad og drikke, cocktail bar uden navn, en butik KUN med blå hjemmefarvede trøjer og bluser (i den urtede stil), flere smykke designere, flere designere, et pizzaria som man drømmer om, klassiske skønne franske caféer etc. etc. – og her er fuldstændig fantastisk og essensen af (luksus) Paris! Jeg er sindssygt glad for lejligheden, gaden, kvarteret og for at her er min base de næste måneder.

Før jeg tog afsted var jeg dog ikke helt forberedt på, at Paris, MIN by, som jeg har besøgt utallige gange og som jeg kender godt, kunne være så overvældende en oplevelse, som den har været de første dage. Og så for mig, der har rejst jorden rundt 117 gange og været i alverdens storbyer. Men der er åbenbart stor forskel på at være turist og på at bo et sted, og forskel på at rejse alene og på at bo et sted uden at kende mere end få mennesker. En ting er, at det i sig selv er en kæmpe ting at flytte til et andet land og sjælen skal følge med, men derudover så var det som om, at alle Parisere var hvor jeg var, og at der alle steder var kø, mange mennesker, ingen plads og generelt bare (fysisk) PROPPET. Og den kombi af en by der føltes fysisk (over)fyldt sammen med min sjæl, der også var rimelig fuld (af indtryk, ikke beruset fuld..!), så var de her første dage ret så overvældende.

Jeg har derfor kompenseret (??) ved ikke at bevæge mig ret meget udenfor kendte cirkler, caféer eller steder og har gået lange (foto) ture inden for 2×2 km2 og deraf på mange af de samme gader. Det har været dejligt at dykke ned og dvæle ved de gader, der nu er mit hood og hele tiden se nye små nuancer. Jeg elsker virkelig de små nuancer. Fx forelskede jeg mig i de massevis af blå døre, der er på min gade og gaderne omkring, og jeg har fotograferet nærmest dem alle (men de er, som så meget andet, pænere når de er del af en stemning in real life og man ikke bemærker slitagen. På fotos er de fleste bare ‘gamle slidte halvgrimme døre’). Jeg så også resterne af det kinesiske nytår omkring Rådhuset i Marias, små røde lamper, der hang som små farvefester midt i de smukke, beige bygninger, der ellers er her. Og når man kigger op efter røde lamper, så ser man også alt det andet gavl-pynt rundt omkring her i byen, dels Space Invaders, men også ‘bare’ almindelig grafitti, kunst eller noget midt i mellem. Og endelig, så har jeg fanget lidt af Parisernes holdning til kærlighed. Det giver både håb og det modsatte…

Nu sidder jeg på en meget chic og praktisk skrive/arbejds café. For sølle 5€ får man en time og alt det kaffe, vand og snacks man vil og man kan sidde her og arbejde eller hvad man nu vil. Meeeget blogger-life-agtigt. Og dejligt ikke mindst. Senere på ugen får jeg besøg af min svigerinde (yay, dejligt med første besøg!) og måske når jeg også at se en ex kollega i weekenden. Møg hyggeligt at mødes i Paris 💕