Fotografisk armlægning

Det er hvad det handler om, når man tager portræt fotos! Jeg var på kursus denne uge og det var sindssygt fedt og virkelig en oplevelse.

Når jeg tager billeder af folk på gaden (eller retter forsøger på det), så er det ret grænseoverskridende for mig at gå ind over fremmede folks private sfære, men når man tager portræt fotografier, så er man derimod i en situation, hvor begge parter gerne vil interagere om billedet. Og dermed føler jeg mig ikke invaderende. Smart.

Min foto underviser har sagt mange gange, at man skal skal være en, der ‘like people’ for at tage gode street og portræt foto, og jeg begyndte sgu’ at blive helt bekymret for, om jeg var blevet sær, i og med jeg synes det var så svært på gaden. Men nej! Og mit take er derfor, at det kan sammenlignes med at være en, der er dårlig til receptionener og small talk, men god på tomands hånd/i mindre grupper. Præcis som mig ☺️

Nåmen, man skal lægge arm med den, man fotograferer, for at det bliver godt og interessant. Det handler om at nedbryde den maske, vi alle har og finde frem til noget mere inderligt og ægte, som det nu er muligt at få frem. Og den process skal/vil man gennemgå med sin model (det hedder det uanset om det er ens profession eller ej!) og ‘kampen’ starter allerede, når man vælger sted, props, lys osv. Fascinerende og ikke nemt.

Jeg synes det var helt fantastisk at prøve at fotografere mine medkursister og min underviser og lege manuelt med kameraet, med lys og med hele opsætningen omkring. Jeg har ikke efterredigeret de her udover sort/hvid for nogle og lidt tilskæring for andre.

Her er fra den anden ‘øverunde’, af en medkursist, Donia.

Og så videre til tredie øverunde og af en anden medkursist, Tony. Vi leger med virkelig skarpt spotlys fra oven i en kirke.

Og endelig til sidst, hvor vi stadig i kirken øver camera obscura (findes det kun på spansk?!), dvs hvor man har en enkelt (lille) lyskilde udefra og resten er mest i skygge/mørke. Af den utroligt pæne underviser.

Og her er så de (fotografisk) bedste af mig, som de andre tog, herunder en lille serie af mig, der ikke kan stå stille 🙄 Alle fotos af Donia, undtagen et af Tony Smith, der hvor jeg kigger op i skarpt lys.

Ialt har jeg vel taget 5-7 gode billeder på 2 timer! Man tager virkelig mange halvgode og endnu flere dårlige. Jeg har meldt mig til endnu en runde portrætfotografi, men næste gang er det i et studie, hvor man kan styre lys og setup på en helt anden måde. Og så glæder jeg mig til at øve mig på venner og veninder og første gang, når jeg får besøg af tre skønne damer imorgen og weekenden ud. Yay!

(Iøvrigt: hvis du modtager en mail med nye blog indlæg, så vises billederne rigtig dårligt i mailen. Derfor, tryk på linket og se billederne på selve bloggen)

Street = People

… fandt jeg ud af på et kursus i Street Photography. Det vil sige, hvis man vil være et god street fotograf, så handler det om at fange de mennesker, der er i byen og formidle deres historier.

Jeg troede, Street foto handlede om grafitti, gader, bygninger og store menneskemængder, men jeg blev klogere. Og det er som bekendt altid dejligt. Ræsonnementet, som min spanske underviser kom med var, at når man fotograferer landskaber og natur, så behøver man ikke mennesker for at få fantastiske billeder og historier. Naturen er helt som den skal være, selv uden mennesker i den, og fotos deraf er derfor også interessante og relevante. Modsat byen. Hvis der ikke er mennesker i den, så er det (med tiden) ikke en by mere. Så derfor, Street = People. Totalt smart tænkt, synes jeg. Og ja, en tom by kan være interessant på billeder, men så er det manglen på mennesker, der fortæller og gør historien interessant. Smart igen.

Men… det var ikke nok ‘bare’ at fotografere mange mennesker eller mennesker på afstand. Man skal helt tæt på for at det fungerer. Og nøj, det er svært. Jeg føler, jeg invaderer folks private sfære, når jeg smækker mit kamera op foran dem i ca 1-1,5 meters afstand, midt i et øjeblik, de muligvis ikke har lyst til at dele med mig. Der var en anden kursist, hun var vildt god til at komme tæt på, og det giver de fedeste billeder, så jeg skal virkelig øve mig mere. Man må nemlig ikke stå og gemme sig som en anden paparazzi (det er totalt faut pas, ifølge den spanske underviser), men derimod skal man være imødekommende overfor folk og helt naturlig, dér i ens søgen efter gode historier at (foto)formidle. Pyha, fandme ikke nemt, skulle jeg hilse og sige.

Her er mine bedste fra kurset plus et par jeg fangede senere. De er alle taget lige lidt (eller meget) for langt væk, så drengene på rulleskøjter er også på grænsen til at være uskarpe (men nok meget godt, jeg ikke lige stod i deres linje. Jeg var med sikkerhed blevet væltet haha)

(Iøvrigt: hvis du modtager en mail med nye blog indlæg, så vises billederne rigtig dårligt i mailen. Derfor, tryk på linket og se billederne på selve bloggen)

img_2408

img_2381

img_2389

img_2417

img_2414

img_2418

img_2420-1

img_2412

img_2429

img_2514

img_2491

img_2494-1

img_2499

img_2500

Skaters på République

Igår var det forår i Paris og dejlige 15 grader. Jeg var forbi Place de la République om morgenen og kunne se det piblede med liv og en masse folk – så jeg besluttede at komme tilbage senere med mit kamera og fange ‘Forår på République’.

Da jeg så kom tilbage, så var der gang i en Irakisk demonstration (alternativt var det bare en større fælles sang og dans, det var lidt svært at se på de 50 mand og næsten ligeså mange flag, hvad de egentlig ville og lavede), men det havde fjernet en del af det almindelige folkeliv.

Derfor endte jeg med ‘kun’ at fotografere de mange skater drenge, der altid leger og øver med deres boards på pladsen. Det var overraskende svært. Dels fordi de i sagens natur er i fuld bevægelse og dels fordi de bevæger sig i et kaotisk mønster, som (viste det sig) ikke var nemt at fange. Jeg fik et par ok billeder (har taget op mod 100!), men jeg blev i hvert fald sikker på at jeg vil tilbage og fotografere dem og lære teknikken.

People around Canal Saint Martin

I enjoy walking around the area of the Canal Saint Martin; it’s lively, funky and not too polished. You might actually forget for a while that you are in the center of Paris; it also has a certain village charm and it seems as if people know each other here. Except for the vast number of tourists that have also found their way to the Canal. Tourists or not, it’s well worth some time (many times!)