Fotografisk armlægning

Det er hvad det handler om, når man tager portræt fotos! Jeg var på kursus denne uge og det var sindssygt fedt og virkelig en oplevelse.

Når jeg tager billeder af folk på gaden (eller retter forsøger på det), så er det ret grænseoverskridende for mig at gå ind over fremmede folks private sfære, men når man tager portræt fotografier, så er man derimod i en situation, hvor begge parter gerne vil interagere om billedet. Og dermed føler jeg mig ikke invaderende. Smart.

Min foto underviser har sagt mange gange, at man skal skal være en, der ‘like people’ for at tage gode street og portræt foto, og jeg begyndte sgu’ at blive helt bekymret for, om jeg var blevet sær, i og med jeg synes det var så svært på gaden. Men nej! Og mit take er derfor, at det kan sammenlignes med at være en, der er dårlig til receptionener og small talk, men god på tomands hånd/i mindre grupper. Præcis som mig ☺️

Nåmen, man skal lægge arm med den, man fotograferer, for at det bliver godt og interessant. Det handler om at nedbryde den maske, vi alle har og finde frem til noget mere inderligt og ægte, som det nu er muligt at få frem. Og den process skal/vil man gennemgå med sin model (det hedder det uanset om det er ens profession eller ej!) og ‘kampen’ starter allerede, når man vælger sted, props, lys osv. Fascinerende og ikke nemt.

Jeg synes det var helt fantastisk at prøve at fotografere mine medkursister og min underviser og lege manuelt med kameraet, med lys og med hele opsætningen omkring. Jeg har ikke efterredigeret de her udover sort/hvid for nogle og lidt tilskæring for andre.

Her er fra den anden ‘øverunde’, af en medkursist, Donia.

Og så videre til tredie øverunde og af en anden medkursist, Tony. Vi leger med virkelig skarpt spotlys fra oven i en kirke.

Og endelig til sidst, hvor vi stadig i kirken øver camera obscura (findes det kun på spansk?!), dvs hvor man har en enkelt (lille) lyskilde udefra og resten er mest i skygge/mørke. Af den utroligt pæne underviser.

Og her er så de (fotografisk) bedste af mig, som de andre tog, herunder en lille serie af mig, der ikke kan stå stille 🙄 Alle fotos af Donia, undtagen et af Tony Smith, der hvor jeg kigger op i skarpt lys.

Ialt har jeg vel taget 5-7 gode billeder på 2 timer! Man tager virkelig mange halvgode og endnu flere dårlige. Jeg har meldt mig til endnu en runde portrætfotografi, men næste gang er det i et studie, hvor man kan styre lys og setup på en helt anden måde. Og så glæder jeg mig til at øve mig på venner og veninder og første gang, når jeg får besøg af tre skønne damer imorgen og weekenden ud. Yay!

(Iøvrigt: hvis du modtager en mail med nye blog indlæg, så vises billederne rigtig dårligt i mailen. Derfor, tryk på linket og se billederne på selve bloggen)

De mindre kendte Pariser Passager

…. ja, for der er (åbenbart) nogle kendte, og så deraf også nogle mindre kendte. Jeg kendte ingen af dem, før jeg i sidste uge var på guidet tur rundt til de (åbenbart) mindre kendte Passager.

Da Paris’ berømte byplanlægger Haussmann i midten af 1800-tallet rev store dele af byen ned for at lave de smukke boulevarder (som man jo kender..!), så blev der samtidig skabt de her passager, som forbinder gader og løber igennem ejendomme/karré’er. De er ofte, men ikke altid, overdækkede, men de er altid med åbning ud til begge ender. Formålet var på den måde at skabe mere luft og frisk gennemstrømning i en (alt for) tæt bebygget by (med alt hvad det også betød af sygdoms risiko og klamme ting og sager) og for at mindske brandfare ikke mindst.

Nåmen, jeg så en 14-15 af de mindre kendte og, for mange af dem, mindre smukke passager, alle i 10 og 2 Arrondissement. Det var en virkelig interessant mixed bag må jeg sige. Der var fantastisk skønhed og fantastisk grimhed og fantastisk spøjshed.

Der var fx en passage kun med indiske restauranter og en anden hvor der ligger ikke under 10 afghanske frisører på meget lille område.

Der var en passage kun med udklædningsbutikker (a la 1000 Ting), og en med halv billigt engros tøj, som produceres her i Frankrig og sælges (dyrt) i Asien og Afrika som ‘made in France’.

Der var også den, der hyldede Napoléons togt til Cairo (og alle gaderne omkring er opkaldt efter hans nordafrikanske togter og/eller sejre), og der var et par rigtig fine, velbevarede passager, med smukke glastag, træ på væggene og originale butiks skilte.

Og hist og pist dukkede der et gammelt (tidligere privat) palæ op i en undseelig baggård og der var (selvfølgelig) masser af grafitti overalt og små kønne hjørner rundt omkring.

Flere af passagerne var igang med at blive sat i stand og bygget om med små kunster butikker, start up kontorer, krea butikker og (mikro) boliger til unge. Mega cool, når et kvarter trives og bobler og er på vej op og frem.

Jeg har booket en tur til de kendte Passager i maj, men det her var virkelig en dejlig tur, jeg fik set dele af Paris, jeg aldrig har set før. Udover passagerne, så fx en gade kun med paryk frisører og paryk butikker dedikeret til Afro-franskmænd og Antiller-franskmænd, og jeg oplevede, hvordan der er 10000 små kvarterer i kvarteret. Side om side ligger reelle tyrkiske, kurdiske, antilliske, pakistanske etc etc kvarterer, og man kan virkelig komme verden rundt, også her i Paris.

Turen var arrangeret af InterKultur og koster 15-20€/mand og kan laves på engelsk. 2 timer, perfekt. (Og hvis man ikke lige er til ukendte Passager, så laver de en masse gode ture!)

(Iøvrigt: hvis du modtager en mail med nye blog indlæg, så vises billederne rigtig dårligt i mailen. Derfor, tryk på linket og se billederne på selve bloggen)

Street = People

… fandt jeg ud af på et kursus i Street Photography. Det vil sige, hvis man vil være et god street fotograf, så handler det om at fange de mennesker, der er i byen og formidle deres historier.

Jeg troede, Street foto handlede om grafitti, gader, bygninger og store menneskemængder, men jeg blev klogere. Og det er som bekendt altid dejligt. Ræsonnementet, som min spanske underviser kom med var, at når man fotograferer landskaber og natur, så behøver man ikke mennesker for at få fantastiske billeder og historier. Naturen er helt som den skal være, selv uden mennesker i den, og fotos deraf er derfor også interessante og relevante. Modsat byen. Hvis der ikke er mennesker i den, så er det (med tiden) ikke en by mere. Så derfor, Street = People. Totalt smart tænkt, synes jeg. Og ja, en tom by kan være interessant på billeder, men så er det manglen på mennesker, der fortæller og gør historien interessant. Smart igen.

Men… det var ikke nok ‘bare’ at fotografere mange mennesker eller mennesker på afstand. Man skal helt tæt på for at det fungerer. Og nøj, det er svært. Jeg føler, jeg invaderer folks private sfære, når jeg smækker mit kamera op foran dem i ca 1-1,5 meters afstand, midt i et øjeblik, de muligvis ikke har lyst til at dele med mig. Der var en anden kursist, hun var vildt god til at komme tæt på, og det giver de fedeste billeder, så jeg skal virkelig øve mig mere. Man må nemlig ikke stå og gemme sig som en anden paparazzi (det er totalt faut pas, ifølge den spanske underviser), men derimod skal man være imødekommende overfor folk og helt naturlig, dér i ens søgen efter gode historier at (foto)formidle. Pyha, fandme ikke nemt, skulle jeg hilse og sige.

Her er mine bedste fra kurset plus et par jeg fangede senere. De er alle taget lige lidt (eller meget) for langt væk, så drengene på rulleskøjter er også på grænsen til at være uskarpe (men nok meget godt, jeg ikke lige stod i deres linje. Jeg var med sikkerhed blevet væltet haha)

(Iøvrigt: hvis du modtager en mail med nye blog indlæg, så vises billederne rigtig dårligt i mailen. Derfor, tryk på linket og se billederne på selve bloggen)

img_2408

img_2381

img_2389

img_2417

img_2414

img_2418

img_2420-1

img_2412

img_2429

img_2514

img_2491

img_2494-1

img_2499

img_2500

Endelig forår…!

Og selvom solen ikke helt er klar i mælet endnu, så er temperaturen ca. 15 grader om dagen og nattefrosten er langt om længe væk. Min lejlighed er iøvrigt vildt dårligt isoleret og rimelig kold, når temperaturen udenfor er på under 10 grader, så også derfor er det dejligt med lunere tider.

Anyway, jeg gik tur idag uden vinterjakke, nød at det var små lunt og fangede lidt stemning omkring Canal Saint Martin. Jeg er helt vild med det store mur-maleri, det skifter og ofte, tror jeg. Og det var selvfølgelig også en foto-magnet for for andre end mig.

(Iøvrigt: hvis du modtager en mail med nye blog indlæg, så vises billederne rigtig dårligt i mailen. Derfor, tryk på linket og se billederne på selve bloggen)

img_2366

img_2360

 

img_2370

img_2373

 

 

Skaters på République

Igår var det forår i Paris og dejlige 15 grader. Jeg var forbi Place de la République om morgenen og kunne se det piblede med liv og en masse folk – så jeg besluttede at komme tilbage senere med mit kamera og fange ‘Forår på République’.

Da jeg så kom tilbage, så var der gang i en Irakisk demonstration (alternativt var det bare en større fælles sang og dans, det var lidt svært at se på de 50 mand og næsten ligeså mange flag, hvad de egentlig ville og lavede), men det havde fjernet en del af det almindelige folkeliv.

Derfor endte jeg med ‘kun’ at fotografere de mange skater drenge, der altid leger og øver med deres boards på pladsen. Det var overraskende svært. Dels fordi de i sagens natur er i fuld bevægelse og dels fordi de bevæger sig i et kaotisk mønster, som (viste det sig) ikke var nemt at fange. Jeg fik et par ok billeder (har taget op mod 100!), men jeg blev i hvert fald sikker på at jeg vil tilbage og fotografere dem og lære teknikken.

Den første uge: Blå døre, røde lamper og en yndlingsgade

Nu har jeg været i Paris – som indbygger – i lidt under en uge og det har været godt, dejligt, vildt og også lidt (meget) overvældende.

Min lejlighed er stadig perfekt, og den er nu indrettet (diverse rædsler og duftlys er fjernet), og jeg er helt på plads (efter indkøb af en del bøjler og et par gode kaffekrus) og jeg trives i den. Den ligger på den hyggeligste, labre gade, som er a la en kombi af Værnedamsvej i København og gaderne bag ACE Shoreditch hotellet i London, dvs gennemført hipster. Her er en mængde små luksus og special butikker og barer/resto’er – fx japanske tøj designere, kashmere trøjer lavet af (digter jeg:) blinde nonner i Peru, øko mad og drikke, cocktail bar uden navn, en butik KUN med blå hjemmefarvede trøjer og bluser (i den urtede stil), flere smykke designere, flere designere, et pizzaria som man drømmer om, klassiske skønne franske caféer etc. etc. – og her er fuldstændig fantastisk og essensen af (luksus) Paris! Jeg er sindssygt glad for lejligheden, gaden, kvarteret og for at her er min base de næste måneder.

Før jeg tog afsted var jeg dog ikke helt forberedt på, at Paris, MIN by, som jeg har besøgt utallige gange og som jeg kender godt, kunne være så overvældende en oplevelse, som den har været de første dage. Og så for mig, der har rejst jorden rundt 117 gange og været i alverdens storbyer. Men der er åbenbart stor forskel på at være turist og på at bo et sted, og forskel på at rejse alene og på at bo et sted uden at kende mere end få mennesker. En ting er, at det i sig selv er en kæmpe ting at flytte til et andet land og sjælen skal følge med, men derudover så var det som om, at alle Parisere var hvor jeg var, og at der alle steder var kø, mange mennesker, ingen plads og generelt bare (fysisk) PROPPET. Og den kombi af en by der føltes fysisk (over)fyldt sammen med min sjæl, der også var rimelig fuld (af indtryk, ikke beruset fuld..!), så var de her første dage ret så overvældende.

Jeg har derfor kompenseret (??) ved ikke at bevæge mig ret meget udenfor kendte cirkler, caféer eller steder og har gået lange (foto) ture inden for 2×2 km2 og deraf på mange af de samme gader. Det har været dejligt at dykke ned og dvæle ved de gader, der nu er mit hood og hele tiden se nye små nuancer. Jeg elsker virkelig de små nuancer. Fx forelskede jeg mig i de massevis af blå døre, der er på min gade og gaderne omkring, og jeg har fotograferet nærmest dem alle (men de er, som så meget andet, pænere når de er del af en stemning in real life og man ikke bemærker slitagen. På fotos er de fleste bare ‘gamle slidte halvgrimme døre’). Jeg så også resterne af det kinesiske nytår omkring Rådhuset i Marias, små røde lamper, der hang som små farvefester midt i de smukke, beige bygninger, der ellers er her. Og når man kigger op efter røde lamper, så ser man også alt det andet gavl-pynt rundt omkring her i byen, dels Space Invaders, men også ‘bare’ almindelig grafitti, kunst eller noget midt i mellem. Og endelig, så har jeg fanget lidt af Parisernes holdning til kærlighed. Det giver både håb og det modsatte…

Nu sidder jeg på en meget chic og praktisk skrive/arbejds café. For sølle 5€ får man en time og alt det kaffe, vand og snacks man vil og man kan sidde her og arbejde eller hvad man nu vil. Meeeget blogger-life-agtigt. Og dejligt ikke mindst. Senere på ugen får jeg besøg af min svigerinde (yay, dejligt med første besøg!) og måske når jeg også at se en ex kollega i weekenden. Møg hyggeligt at mødes i Paris 💕

People around Canal Saint Martin

I enjoy walking around the area of the Canal Saint Martin; it’s lively, funky and not too polished. You might actually forget for a while that you are in the center of Paris; it also has a certain village charm and it seems as if people know each other here. Except for the vast number of tourists that have also found their way to the Canal. Tourists or not, it’s well worth some time (many times!)