Hemmelige Haver i Marais

Den sidste uges tid har jeg været på opdagelse rundt i små og, for mig indtil nu, hemmelige haver i Paris, nærmere bestemt Marais. Da min svigerinde var på besøg, havde jeg meldt os til en guidet øko gå tur rundt i Marais (don’t ask..), og den viste sig overraskende positiv. For vi blev introduceret til et væld af små grønne spots i mit kvarter, og endda spots, jeg aldrig har fundet selv.

Der var ligesom to typer haver – dem, der er et besøg værd i sig selv (à la de tre Michelin stjerner, der indikerer, at det er rejsen værd) og dem, som er dejlige at kende, hvis man er i området og lige vil hvile benene eller drikke en medbragt kaffe på en grøn plet. Her er alle de, der er rejsen værd! De er iøvrigt gratis og rimelig nemme (not!) at finde, når man ved, hvor man skal lede (og det gør man nu!) De ligger alle i Marais, dvs i 3. eller 4. arrondissement.

Den allerfineste have ligger som en gårdhave til Archives Nationales, som er gylden og statelig og smuk i sig selv. Mere korrekt består haven af flere små (gård)haver og stier og hjørner, for det er et ret stort område. Jeg har set haven i både gråvejr og sol, og jeg forestiller mig, hvordan den fra nu af bare bliver skønnere og skønnere som foråret og sommeren skrider frem. Der er plads til en gåtur, til foto ops, til medbragt kaffe og en sludder og til at sidde på bænke i hemmelige hjørner (kald dem bare kyssebænke…). Kort sagt kan man bruge alverdens dejlige stunder her. Der er indgang overfor 18, Rue des Quatre Fils eller overfor 59, Rue des Franc Bourgeois.

En anden virkelig dejlig have er Jardin des Rosiers-Joseph-Migneret, der ligger lige midt i det inderste af det Jødiske Kvarter, og den er tilmed dedikeret til minde om de jødiske børn, som under Anden Verdenskrig ikke blev reddet af naboer/franskmænd, da deres forældre blev sendt til lejrene af Nazisterne. De (altså nazierne) blev godt hjulpet af det Franske Vichy styre, og det er noget af en skamplet på den franske historie, og den gør ondt på selvforståelsen, forståeligt nok. Man kan se en mindetavle ved indgangen, og den og børnenes alder er hjerteskærende. Haven er meget mindre end Archives Nationales haven, men stadig noget så fin og rigtig hyggelig. Den har bl.a. en køkkenhave som beboerne rundt om passer i fællesskab. Og så ligger den lige tæt ved l’As du Fallafel, som er Paris’ bedste fallaffel og ‘man’ tager sin mad med derfra og over i haven. Smart og hele turen værd. Indgang ved 10, Rue des Rosiers.

Den tredie have, der er et besøg værd i sig selv er Jardin des Combattants de la Nueve. Det ligger for enden af Hôtel de Ville og bestyres af kommunen. Den er ikke stor, men virkelig frodig og Kommunen forsøger med bl.a. den her have at få mere natur og grønt ind i Parisernes dagligdag. Der er derfor både høns og kaniner i haven, som en børnehave tæt ved passer og har glæde af.  Med samme natur-formål er der iøvrigt også blevet plantet vinranker på toppen af samme Rådhus og der sættes flere og flere bistader rundt om på høje huse i Paris. Crazy nok, og de giver mere honning end bierne på landet. Forklaring er, at der er flere relevante blomster på alle tider af året i Paris. Anyway, haven her er dejlig, og jeg tror allerdejligt en mega lun sommerdag, hvor de mange buske og træer vil give tiltrængt skygge i en varm by. Indgang på hjørnet af Place de l’Hôtel de Ville og Quai de l’Hôtel de Ville.

Og endeligt er Jardin Anne-Frank et besøg værd. Den ligger så fint mellem smukke gamle og velholdte huse og træerne danner elegant par med dem, når man kigger op. Da jeg var der, var der 117 (larmende) børn og deres forældre, men den overdækkede grønne gang med bænke under og de fine kirsebær træer gør, at den bestemt er rejsen værd, måske bare i løbet af en skoledag. Indgang ved 14, Impasse Berthaud.

Enjoy! 💕

People around Canal Saint Martin

I enjoy walking around the area of the Canal Saint Martin; it’s lively, funky and not too polished. You might actually forget for a while that you are in the center of Paris; it also has a certain village charm and it seems as if people know each other here. Except for the vast number of tourists that have also found their way to the Canal. Tourists or not, it’s well worth some time (many times!)