De mindre kendte Pariser Passager

…. ja, for der er (åbenbart) nogle kendte, og så deraf også nogle mindre kendte. Jeg kendte ingen af dem, før jeg i sidste uge var på guidet tur rundt til de (åbenbart) mindre kendte Passager.

Da Paris’ berømte byplanlægger Haussmann i midten af 1800-tallet rev store dele af byen ned for at lave de smukke boulevarder (som man jo kender..!), så blev der samtidig skabt de her passager, som forbinder gader og løber igennem ejendomme/karré’er. De er ofte, men ikke altid, overdækkede, men de er altid med åbning ud til begge ender. Formålet var på den måde at skabe mere luft og frisk gennemstrømning i en (alt for) tæt bebygget by (med alt hvad det også betød af sygdoms risiko og klamme ting og sager) og for at mindske brandfare ikke mindst.

Nåmen, jeg så en 14-15 af de mindre kendte og, for mange af dem, mindre smukke passager, alle i 10 og 2 Arrondissement. Det var en virkelig interessant mixed bag må jeg sige. Der var fantastisk skønhed og fantastisk grimhed og fantastisk spøjshed.

Der var fx en passage kun med indiske restauranter og en anden hvor der ligger ikke under 10 afghanske frisører på meget lille område.

Der var en passage kun med udklædningsbutikker (a la 1000 Ting), og en med halv billigt engros tøj, som produceres her i Frankrig og sælges (dyrt) i Asien og Afrika som ‘made in France’.

Der var også den, der hyldede Napoléons togt til Cairo (og alle gaderne omkring er opkaldt efter hans nordafrikanske togter og/eller sejre), og der var et par rigtig fine, velbevarede passager, med smukke glastag, træ på væggene og originale butiks skilte.

Og hist og pist dukkede der et gammelt (tidligere privat) palæ op i en undseelig baggård og der var (selvfølgelig) masser af grafitti overalt og små kønne hjørner rundt omkring.

Flere af passagerne var igang med at blive sat i stand og bygget om med små kunster butikker, start up kontorer, krea butikker og (mikro) boliger til unge. Mega cool, når et kvarter trives og bobler og er på vej op og frem.

Jeg har booket en tur til de kendte Passager i maj, men det her var virkelig en dejlig tur, jeg fik set dele af Paris, jeg aldrig har set før. Udover passagerne, så fx en gade kun med paryk frisører og paryk butikker dedikeret til Afro-franskmænd og Antiller-franskmænd, og jeg oplevede, hvordan der er 10000 små kvarterer i kvarteret. Side om side ligger reelle tyrkiske, kurdiske, antilliske, pakistanske etc etc kvarterer, og man kan virkelig komme verden rundt, også her i Paris.

Turen var arrangeret af InterKultur og koster 15-20€/mand og kan laves på engelsk. 2 timer, perfekt. (Og hvis man ikke lige er til ukendte Passager, så laver de en masse gode ture!)

(Iøvrigt: hvis du modtager en mail med nye blog indlæg, så vises billederne rigtig dårligt i mailen. Derfor, tryk på linket og se billederne på selve bloggen)

Omkring Bastille er der blåt og grønt

Forleden var jeg på tur omkring Bastille i det 12. Arrondissement, og hvis man har set alle de mere berømte arrondissement’er og sights, så er her en dejlig grøn gåturs eftermiddag.

Bastille pladsen er i sig selv ikke specielt charmerende, der står et stort mindesmærke, Colonne de Juillet, til ære for diverse revolutionære episoder i den franske historie (men overraskende nok ikke for den mest berømte 14 juli 1789, den er lavet noget senere), og derudover er det mest trafik og turistede caféer.

Men! Lige ved siden af, sydover, ligger Bastille havnen, Port de l’Arsenal som den hedder. Det er reelt er en småbred kanal og der gemmer sig et mikro-miljø helt anderledes end de store boulevarder og Marais’ små gader. Det er ikke en stor havn/kanal, men rigtig fin og de grønne arealer omkring er hyggelige og indbyder til at slå sig ned med kaffe, akvarel udstyr (!!) eller lignende eller blot til at gå en slentre tur. Jeg synes virkelig, det er fantastisk, at der lige midt Paris ligger en reel havn med havnemiljø, transport og lystbåde.

Kirsebærtræerne var sprunget ud og gav selvsagt den smukkeste kontrast til stålet og de maritime materialer.

Og hende her var også så fin

img_2458-1

Ved siden af Bastille kanalen ligger så Promenade Plantée, som er en 5 km lang nedlagt jernbane strækning, som nu er, ja, en promenade. Den er fint have-anlagt, ligger i 5-8 meters højde og man går bogstavelig talt og kigger ind af folks vinduer, der hvor det ikke er dækket af planter og træer. Det er en rigtig fin gåtur, sjovt at være i højden og perfekt til at se tingene fra en ny vinkel. Jeg var der i små sol og lidt regn og selv der var det fornøjeligt.

Om Havnen ved Bastille

Om Promenade de Plantée

(Magnolierne blomstrede heldigvis også)

(Iøvrigt: hvis du modtager en mail med nye blog indlæg, så vises billederne rigtig dårligt i mailen. Derfor, tryk på linket og se billederne på selve bloggen)

Endelig forår…!

Og selvom solen ikke helt er klar i mælet endnu, så er temperaturen ca. 15 grader om dagen og nattefrosten er langt om længe væk. Min lejlighed er iøvrigt vildt dårligt isoleret og rimelig kold, når temperaturen udenfor er på under 10 grader, så også derfor er det dejligt med lunere tider.

Anyway, jeg gik tur idag uden vinterjakke, nød at det var små lunt og fangede lidt stemning omkring Canal Saint Martin. Jeg er helt vild med det store mur-maleri, det skifter og ofte, tror jeg. Og det var selvfølgelig også en foto-magnet for for andre end mig.

(Iøvrigt: hvis du modtager en mail med nye blog indlæg, så vises billederne rigtig dårligt i mailen. Derfor, tryk på linket og se billederne på selve bloggen)

img_2366

img_2360

 

img_2370

img_2373

 

 

Hemmelige Haver i Marais

Den sidste uges tid har jeg været på opdagelse rundt i små og, for mig indtil nu, hemmelige haver i Paris, nærmere bestemt Marais. Da min svigerinde var på besøg, havde jeg meldt os til en guidet øko gå tur rundt i Marais (don’t ask..), og den viste sig overraskende positiv. For vi blev introduceret til et væld af små grønne spots i mit kvarter, og endda spots, jeg aldrig har fundet selv.

Der var ligesom to typer haver – dem, der er et besøg værd i sig selv (à la de tre Michelin stjerner, der indikerer, at det er rejsen værd) og dem, som er dejlige at kende, hvis man er i området og lige vil hvile benene eller drikke en medbragt kaffe på en grøn plet. Her er alle de, der er rejsen værd! De er iøvrigt gratis og rimelig nemme (not!) at finde, når man ved, hvor man skal lede (og det gør man nu!) De ligger alle i Marais, dvs i 3. eller 4. arrondissement.

Den allerfineste have ligger som en gårdhave til Archives Nationales, som er gylden og statelig og smuk i sig selv. Mere korrekt består haven af flere små (gård)haver og stier og hjørner, for det er et ret stort område. Jeg har set haven i både gråvejr og sol, og jeg forestiller mig, hvordan den fra nu af bare bliver skønnere og skønnere som foråret og sommeren skrider frem. Der er plads til en gåtur, til foto ops, til medbragt kaffe og en sludder og til at sidde på bænke i hemmelige hjørner (kald dem bare kyssebænke…). Kort sagt kan man bruge alverdens dejlige stunder her. Der er indgang overfor 18, Rue des Quatre Fils eller overfor 59, Rue des Franc Bourgeois.

En anden virkelig dejlig have er Jardin des Rosiers-Joseph-Migneret, der ligger lige midt i det inderste af det Jødiske Kvarter, og den er tilmed dedikeret til minde om de jødiske børn, som under Anden Verdenskrig ikke blev reddet af naboer/franskmænd, da deres forældre blev sendt til lejrene af Nazisterne. De (altså nazierne) blev godt hjulpet af det Franske Vichy styre, og det er noget af en skamplet på den franske historie, og den gør ondt på selvforståelsen, forståeligt nok. Man kan se en mindetavle ved indgangen, og den og børnenes alder er hjerteskærende. Haven er meget mindre end Archives Nationales haven, men stadig noget så fin og rigtig hyggelig. Den har bl.a. en køkkenhave som beboerne rundt om passer i fællesskab. Og så ligger den lige tæt ved l’As du Fallafel, som er Paris’ bedste fallaffel og ‘man’ tager sin mad med derfra og over i haven. Smart og hele turen værd. Indgang ved 10, Rue des Rosiers.

Den tredie have, der er et besøg værd i sig selv er Jardin des Combattants de la Nueve. Det ligger for enden af Hôtel de Ville og bestyres af kommunen. Den er ikke stor, men virkelig frodig og Kommunen forsøger med bl.a. den her have at få mere natur og grønt ind i Parisernes dagligdag. Der er derfor både høns og kaniner i haven, som en børnehave tæt ved passer og har glæde af.  Med samme natur-formål er der iøvrigt også blevet plantet vinranker på toppen af samme Rådhus og der sættes flere og flere bistader rundt om på høje huse i Paris. Crazy nok, og de giver mere honning end bierne på landet. Forklaring er, at der er flere relevante blomster på alle tider af året i Paris. Anyway, haven her er dejlig, og jeg tror allerdejligt en mega lun sommerdag, hvor de mange buske og træer vil give tiltrængt skygge i en varm by. Indgang på hjørnet af Place de l’Hôtel de Ville og Quai de l’Hôtel de Ville.

Og endeligt er Jardin Anne-Frank et besøg værd. Den ligger så fint mellem smukke gamle og velholdte huse og træerne danner elegant par med dem, når man kigger op. Da jeg var der, var der 117 (larmende) børn og deres forældre, men den overdækkede grønne gang med bænke under og de fine kirsebær træer gør, at den bestemt er rejsen værd, måske bare i løbet af en skoledag. Indgang ved 14, Impasse Berthaud.

Enjoy! 💕

After the rain…

… everybody came out for an evening stroll, and I made mine around Centre George Pompidou. This Sunday, it rained all day and the streets were empty. I also spent the day indoor (in my apartment on the couch.. Perfect!) and did not go out until late afternoon when the rain stopped and the sun – and everybody else – came out.

There can almost be a sense of ‘rebirth’ or rejuvenation during the time after the rain has stopped. It’s fresh, it’s crisp even if it’s warm and every color seems to stand out stronger and more vibrantly. It’s as if everything has come back to life again. And on top of that, most people (maybe except for the Scots and Irish) are just happy to be able to be out without their umbrella.

The square around the Centre Pompidou is a favorite place. To me, the Centre Pompidou is so much an image on Paris that I’m happy just being around it, because then I know I’m in Paris. Talk about emotion by proxy, haha. Stravinsky’s fountain makes me smile and want to kiss (a slightly more obvious emotional proxy link!) and on Sunday early evening, the pavement around the fountain turned into a playground for a few of the neighborhood’s kids.

So for adults and kids alike, this is a lovely, positive place to hang out.

 

 

Den første uge: Blå døre, røde lamper og en yndlingsgade

Nu har jeg været i Paris – som indbygger – i lidt under en uge og det har været godt, dejligt, vildt og også lidt (meget) overvældende.

Min lejlighed er stadig perfekt, og den er nu indrettet (diverse rædsler og duftlys er fjernet), og jeg er helt på plads (efter indkøb af en del bøjler og et par gode kaffekrus) og jeg trives i den. Den ligger på den hyggeligste, labre gade, som er a la en kombi af Værnedamsvej i København og gaderne bag ACE Shoreditch hotellet i London, dvs gennemført hipster. Her er en mængde små luksus og special butikker og barer/resto’er – fx japanske tøj designere, kashmere trøjer lavet af (digter jeg:) blinde nonner i Peru, øko mad og drikke, cocktail bar uden navn, en butik KUN med blå hjemmefarvede trøjer og bluser (i den urtede stil), flere smykke designere, flere designere, et pizzaria som man drømmer om, klassiske skønne franske caféer etc. etc. – og her er fuldstændig fantastisk og essensen af (luksus) Paris! Jeg er sindssygt glad for lejligheden, gaden, kvarteret og for at her er min base de næste måneder.

Før jeg tog afsted var jeg dog ikke helt forberedt på, at Paris, MIN by, som jeg har besøgt utallige gange og som jeg kender godt, kunne være så overvældende en oplevelse, som den har været de første dage. Og så for mig, der har rejst jorden rundt 117 gange og været i alverdens storbyer. Men der er åbenbart stor forskel på at være turist og på at bo et sted, og forskel på at rejse alene og på at bo et sted uden at kende mere end få mennesker. En ting er, at det i sig selv er en kæmpe ting at flytte til et andet land og sjælen skal følge med, men derudover så var det som om, at alle Parisere var hvor jeg var, og at der alle steder var kø, mange mennesker, ingen plads og generelt bare (fysisk) PROPPET. Og den kombi af en by der føltes fysisk (over)fyldt sammen med min sjæl, der også var rimelig fuld (af indtryk, ikke beruset fuld..!), så var de her første dage ret så overvældende.

Jeg har derfor kompenseret (??) ved ikke at bevæge mig ret meget udenfor kendte cirkler, caféer eller steder og har gået lange (foto) ture inden for 2×2 km2 og deraf på mange af de samme gader. Det har været dejligt at dykke ned og dvæle ved de gader, der nu er mit hood og hele tiden se nye små nuancer. Jeg elsker virkelig de små nuancer. Fx forelskede jeg mig i de massevis af blå døre, der er på min gade og gaderne omkring, og jeg har fotograferet nærmest dem alle (men de er, som så meget andet, pænere når de er del af en stemning in real life og man ikke bemærker slitagen. På fotos er de fleste bare ‘gamle slidte halvgrimme døre’). Jeg så også resterne af det kinesiske nytår omkring Rådhuset i Marias, små røde lamper, der hang som små farvefester midt i de smukke, beige bygninger, der ellers er her. Og når man kigger op efter røde lamper, så ser man også alt det andet gavl-pynt rundt omkring her i byen, dels Space Invaders, men også ‘bare’ almindelig grafitti, kunst eller noget midt i mellem. Og endelig, så har jeg fanget lidt af Parisernes holdning til kærlighed. Det giver både håb og det modsatte…

Nu sidder jeg på en meget chic og praktisk skrive/arbejds café. For sølle 5€ får man en time og alt det kaffe, vand og snacks man vil og man kan sidde her og arbejde eller hvad man nu vil. Meeeget blogger-life-agtigt. Og dejligt ikke mindst. Senere på ugen får jeg besøg af min svigerinde (yay, dejligt med første besøg!) og måske når jeg også at se en ex kollega i weekenden. Møg hyggeligt at mødes i Paris 💕

People around Canal Saint Martin

I enjoy walking around the area of the Canal Saint Martin; it’s lively, funky and not too polished. You might actually forget for a while that you are in the center of Paris; it also has a certain village charm and it seems as if people know each other here. Except for the vast number of tourists that have also found their way to the Canal. Tourists or not, it’s well worth some time (many times!)